Nu med overskud

Uanset, at det stadig er vinter, så ved vi alle, at den korteste dag er overstået og vi går lysere tider i møde.

Sådan har vi det faktisk også lige nu i Nordvest Safari Thy-Mors, hvor vi kan præsentere det første år med overskud på økonomien.

I vinteren 2016, så det lidt mørkt ud og kun en tro på lysere tider gav os trækkraft til at komme igennem. Økonomien var i bund, købmandsgården manglede i den grad vedligeholdelse og mandskabet skulle bruge nye visioner. Med det som motivation tog vi fat på at hive os selv op ved håret. Den oprindelige strategi fra 2013 blev genoptaget og i løbet af 2017 begyndte det hele at tage retning.

Jo, der var et par missere her og der og ved fælles anstrengelser kom der styr på temmeligt mange og vigtige ting og flere projekter begyndte at tage form. Det var først Cold Hawaii Inland med vandshelters der så dagens lys I 2016 og så kom projektet med Statens Museum for Kunst ind i en realistisk position I 2017. SMK projektet tog hurtigt form og det ser nu ud til, at begge projekter realiseres i løbet af de kommende år.

Direktør Michael Ruby udtaler: “Vi tjente pænt mange penge på nye erhvervsaktiviteter i 2017 og der skulle bruges temmeligt mange penge på at få hele virksomheden og købmandsgården op på mærkerne igen, så vi måtte geninvestere overskuddet igen - godt og vel.”

Han fortsætter: “Nu har vi været igennem 2018 og det har været et turbulent år. Ikke desto mindre kan vi nu endeligt sige, at vi har økonomisk overskud, endda et solidt et. Oveni i det, har vi anskaffet nyt materiel til omkring en halv million kroner med solid støtte fra LAG, Morsø og Thisted Kommuner.”

“Fordi alle medarbejdere i fonden, lige fra bestyrelsen til servicepersonalet, har stået sammen og ydet en uforlignelig indsats, kan vi i dag sige, at vores tunge økonomiske slagside er temmelig tæt på at gå i plus. Vores oprindelige vision om at være kørende i løbet af fem år, følger planen og hvis ikke de nye og meget kvalitative projekter var opstået, så havde vi nået vores oprindelige mål indenfor få år” slutter Michael Ruby.

Nye tider skaber nye muligheder

Formanden for fonden John Landbo udtaler: “Vi er nu i den heldige position, at SMK går i gang allerede i år og vi har, for at gøre alting lettere for alle, tilbudt Thisted Kommune, at overtage mennesker og materiel, så vi alle bliver en del af det store billede.”

Doverodde Købmandsgård

Doverodde Købmandsgård

“Som det ser ud lige nu, er alle godt på vej til at blive medarbejdere i Thisted Kommune, der nu opretter en Natursektion med base på Doverodde Købmandsgård og det hele betyder både nye arbejdspladser og kunstmuseum i Doverodde allerede nu, hvor SMK går igang med første udstillingsår”, slutter formanden.

Som om det ikke var nok

Overskud på økonomien, gode projekter og så skulle vi vel egentlig være tilfredse, kunne man tro. Det er vi faktisk også og alligevel har vi flere planer. Vi tror og håber på, at vi i løbet af 2019 kan præsentere endnu et spændende og smagfuldt tiltag på købmandsgården og det løfter vi sløret for senere, når der er mere substans.

I 2019 har vi flere vigtige opgaver og det er blandt andet, at få etableret en sommercafé og at få etableret nogle gode naturaktiviteter på selve købmandsgården, som væres mange gæster kan benytte sig af.

Vi lejer stadig kajakker ud og i år får vi en endnu bedre høkerbutik, hvor du kan finde både den lille værtindegave og den lækreste, økologiske sommeris. Vi har købt spændende, nye varer, så når vi åbner for hele centeret 13. april, så er vi nok et besøg værd.

Formanden for fonden John Landbo

Formanden for fonden John Landbo

Direktør for fonden Michael Ruby

Direktør for fonden Michael Ruby

Michael Ruby

Kong Gulerod, Vesterhavsvej 28, 7770 Vestervig, Denmark